Marie Louise Friderichsen s grundlovstale

I dag for 100 år siden gik mindst 12000 kvinder i

optog i hvide kjoler til Christiansborg for at takke

for valgretten og stemmeretten. Som regel fejrer

vi, at vores grundlov går tilbage til 1849 og det er

det årstal vi husker, som det år Danmark blev

demokratisk, men i virkeligheden var det kun

15% af befolkningen der kunne få lov at stemme

i 1849. De fem F’er som man populært sagde,

var udeladt.

De fem f’er stod for folkehold, forbrydere, fjolser,

fattige og fruentimmere. – altså kvinder.

For at få stemmeret anså man det for vigtigt, at

man var fri for påvirkning fra andre, fri økonomisk

og selvfølgelig ved sine fulde fem, så til sidst

stod man med en lille gruppe mandlige selvejere

og godsejere og demokratiet hvilede i

virkeligheden i de første mange år alene på

denne lille eksklusive gruppe.

Desuden var det parlamentariske grundlag delt i

et Folketing og et Landsting og regeringen blev

sammensat af medlemmer fra Landstinget, hvor

af flere medlemmer var udpeget af kongen og

ikke demokratisk valgt.

Først fra 1915 ændredes Kongens ret til at

udpege medlemmer til landstinget og udover

kvinder fik også folkehold retten til at stemme.

Valgretsalderen var 25 for Folketinget og 30 år

for landstinget.

I dag har alle voksne over myndighedsalderen på

18 år valgret og tanken om, at kun mennesker

med egen formue skulle have lov til at kunne

stemme ligger meget langt fra os.

Faktisk siger tallene i dag, at 800.000 vælgere

står udenfor arbejdsmarkedet og en af de hede

temaer i valgdebatten er dagpengespørgsmålet,

hvor man iltert diskutere, hvor meget ekstra, der

skal i lønposen for at det bliver interessant at

tage et arbejde. Er det 1500kr eller 3000kr, der

skal få en dansker til at finde lavtlønnede jobs

interessante?

I stor stil er de jobs, der er skabt i de sidste år

gået til udlændinge, især østeuropæere.

Faktisk svarer over 30 % af danskere på

dagpenge og kontanthjælp, at de ikke er parate

til at tage et lavtlønsarbejde, hvis ikke de kan se

en forskel i lønningsposen.

Jeg undrer mig over hele præmissen i

diskussionen.

Det er jo ikke bare forskellen, der er interessant

at diskutere. Hver gang man vælger at modtage

ydelser fra det offentlige, så tager vi penge fra

den fælles kasse.

Derfor er det i mit hoved hele beløbet, man kan

spare fællesskabet for, hvis man går fra offentlig

forsørgelse til ordinær ansættelse. Desuden får

man kollegaer, bliver en del af det bidragende

Danmark og får stoltheden over at kunne klare

sig selv og det burde vel også betyde noget i det

store billede.

Men den del bliver sjældent omtalt, det er mere i

orden i samfundsdebatten at tale om at tage flere

penge fra de mennesker, der har arbejde og har

formået at spare op i et hus eller i en

virksomhed.

Det løfter ikke mange øjenbryn til venstre for

midten, at folk; der har betalt deres huse gennem

et langt liv, i dag flere steder i landet har svært

ved at blive i deres huse, fordi grundskylden er

steget så voldsomt i deres område.

Det er tilsyneladende ok, at skat ikke forholder

sig til at skulle tilbagebetale urimeligt opkrævet

ejendomsskat, men til gengæld får udvidede

beføjelse til at gå ind på anden mands jord og

undersøge om der er tale om sort arbejde, en

beføjelse ikke engang politiet har uden en

dommerkendelse.

Er vi virkelig blevet så sløve overfor, hvad retten

til demokrati betyder, at vi har opgivet de

rettigheder, der står i grundloven overfor en Stat

med stort S, som i vores tid måske ikke er en

enevældig konge, men er pakket ind i en

sukkerglasur, vi kalder demokrati, men hvor det

reelt er staten som institution, der altid har retten

på sin side?

Vores land er ved at knække over,

nærpolitistationer bliver lukket og flyttet væk fra

provinsen, vi får længere og længere til

sygehuse og speciallæger. Hver gang, der skal

optimeres og findes penge, så er det

ensbetydende med, at arbejdspladser rykker

tættere på metropolerne, oftest tæt på

hovedstaden og især Region Sjælland ligger

under for den udvandning. Vi mister rigtig mange

arbejdspladser i vores lokalområder.

Forklaringen er altid økonomi og at det er en

global tendens, men det er en myte.

I Kina og Indien og andre lande, der først nu er

på vej ind i industrialiseringen er det sandt, at

tendensen går fra land mod by, men i

Vesteuropa har det længe ikke været tilfældet i

landene omkring os. Nogle, fordi man har haft en

aktiv politik om at holde offentlige jobs i

provinsen, men selv i de lande hvor man ikke har

gjort en aktiv indsats er vandringen stagneret.

Vi må konstatere, at vandringen i Danmark går

hurtigere end i landene omkring os og det er fordi

Christianborg skubber på den udvikling med

deres politiske beslutninger.

Det vil jeg ikke være med til. I tre år har jeg været

en del af en arbejdsgruppe, som er opstået i

Nordjylland blandt politikere, HK Stat og forskere

på Ålborg Universitet, som har påvist nogle helt

andre økonomiske muligheder ved i stedet at

udflytte statslige arbejdspladser til provinsen. De

lægger deres forskning an på de resultater af en

konkret politik om udflytning af statslige

arbejdspladser, som man har ført ud i livet i

England og i Norge.

De kan påvise et helt andet resultat for dansk

økonomi  ved udflytning af arbejdspladser end de

Københavns baserede tænketanke, som central

administrationen altid benytter sig af og som man

måske kunne mistænke for at have andre

interesserer end den rent økonomiske i at holde

mange arbejdspladser og styrelser tæt på, hvor

de selv sidder.

Økonomi bliver også brugt som den store

forklaring på byggeriet af supersygehuse.

I hver region blev vi af Christiansborg tvunget til

at lave en plan for et supersygehus og et antal

akutsygehuse, fordi det er måden at løse

fremtidens stigende sygehusudgifter på, fik vi at

vide.

Finanslov efter finanslov gennemføres, hvor det

store mantra er at sende flere og flere penge til

regionerne og sygehussektoren og der er da

heller ingen i dette land, som ikke ønsker at

hjælpe en person, der er blevet ramt af sygdom

hurtigst muligt,

Men problemet er, at rigtig meget sundspleje

ligger slet ikke i regionerne eller på sygehuset,

men enten i den forebyggende indsats i

kommuner eller i den pleje, der tilbydes patienter,

der udskrevet og kommet hjem – alt også

kommunerne.

Lige netop kommunerne er dem alle står på

Christiansborg og er så evig stolte af, at man

holder i en stram snor, så de kan styre deres

udgifter og spare på vegne af hele den offentlige

sektor.

Tallene taler nemlig deres tydeligere sprog både

udgifter til stat og region er steget i de sidste

mange år, mens det er faldet drastisk i

kommunerne.

Det er jo det borgerne mærker og det der gør så

ondt. Hurtigere og hurtigere bliver patienter

udskrevet fra sygesengen og sendt hjem og så

står den kommunale pleje og skal tage over og

levere optræning og efterbehandling. Hvis

kommunen nægter og henholder sig til at

patienten ikke er færdigbehandlet, så lander

patienten mellem to kasser og bliver kastebold i

slagsmålet – et slagsmål kommunen næsten

altid taber, fordi det selvfølgelig i det enkelte

menneskes eller dets families hoveder er mest

logisk at søge hjælpen tæt på, der hvor man

hører hjemme og der hvor man forventer

opbakning.

Det er et af de store problemer ved den tre-

deling af Danmark som kommuner, region og

stat udgør og i stedet for at sætte patienten i

centrum og prøve ved fælles hjælp at løse det

behov den enkelte har, så bliver det et kapløb

om at vise sit eget værd. Hvor mange patienter

har man fået igennem, hvor effektiv var man var

på kræftområdet, på hjerte-kar-sygdomme osv.

Men igen så bliver mennesker reduceret til rene

tal og man glemmer den værdi, der ligger i et

ordentligt patientforløb, i at føle sig hjulpet fra

start til slut.

Man glemmer især at plejen ikke starter og

slutter ved operationen, men at patienten skal

føle sig hjulpet i hele forløbet også i den del, som

ligger i kommunen.

Kommuner er nu ved at være så pressede på

økonomien i efterbehandling af patienter, at man

flere steder taler om at oprette en form for

sundhedshuse, hvor man kan samle nyligt

hjemsendte patienter i de først meget

plejekrævende dage – det man på sygehusene

kalder medicinske afdelinger. Forklar mig lige,

hvordan det lykkedes Christiansborg at lukke

små lokale sygehuse, hive økonomien ud af

kommunerne og så efterlade en opgave til

kommuner, der gør at man nu opretter små

lokale sygehuse igen.

Ved sidste finanslovsforlig lykkedes det endelig

at lave et godt forlig omkring psykiatrien, som

blandt andet gav udredningsgaranti til unge

mennesker, der måske, måske ikke har en

psykisk diagnose, men igen glemmer man fra

Christiansborg helt og aldeles, at følge op med

økonomi, der hvor udfordringerne omkring den

unge i virkeligheden skal løses, for dejligt er det

da, at vi nu står med en masse unge der er

udredt og som vi kan hæfte forskellige diagnoser

på og putte i forskellige kasser, men hvad så?

Hvordan hjælper vi dem herfra?

Ved samtaler med en psykiater eller en psykolog

i regionen, ja absolut, det er et skridt på vejen,

men langt, langt den største hjælp ligger igen i

kommunen, skolementor, særlig støtte på

undervisning, særligt botilbud osv. osv., men så

langt følger man ikke tankegangen på

Christiansborg og udgifterne på specialområdet

er nu stigende og lur mig vi ikke snart ser

Corydon eller hans efterfølger ude og skælde ud

over, at man ikke har styr på sine udgifter i

kommunerne og bare lader stå til.

Regionerne udgør for mig også et andet

problem, fordi hver region har forskellige tilgange

til forskellige sygdomme, som er et billede af,

hvor dygtige de er indenfor forskellige områder –

lad mig give jer et eksempel.

Jeg hørte om en kvinde fra Fyn, som havde fået

konstateret brystkræft. Hun modtog en

indkaldelse til en operation på Odense

universitetshospital om fjernelse af brystet og

herefter Kemo. Det gjorde hende dybt ulykkelig,

hun ønskede at bevare sit bryst og bad derfor om

at skifte sygehus til Vejle Sygehus. Her tilbød

man hende Kemo først til reduktion af knuden og

herefter at fjerne knuden ved en brystbevarende

operation, hvilket hun tog imod og er meget

taknemmelig over i dag.

Direkte adspurgt i et radioprogram om forskellen

i behandlingsmetoder, svarer man fra Fyn, at

man ikke har nogle læger, som var gode til at

udføre den brystbevarende operation og så

valgte man bare at holde sig til den gamle

version – jeg har lyst til at tilføje, så skidt da med,

hvordan de kvinder det gik ud over, så havde det

bagefter uden deres bryst, de overlevede jo

gjorde de ikke?

Hvor var mennesket sat først her?

Jeg kan kun se at svaret på mange af de her

problemstillinger er en nedlæggelse af

regionerne, så udgiften til sundhedssystemet

ikke falder mellem flere forhandlingsparter i en

finanslovsforhandling, men følger patienten, som

kan vælge til og fra. Hvis vi har fundet en dårlig

tandlæge, så vælger vi en anden, men tilskuddet

er vores og følger os. Og uden at være pakket

ind i pseudodemokrati, så vil sygehusene også

fremstå mere klare, som en tilbudsgiver på at

løse en opgave. Vælger patienterne den opgave

fra på et bestemt sygehus, så må staten jo se på,

om det rette tilbud er på det sygehus.

Og for dem der frygter privathospitaler, så har

det her intet med privat at gøre, bestyrelsen må

for min skyld meget gerne have

kommunalbestyrelsesmedlemmer valgt ind, men

det skal være patienten og patienten alene, der

skal have sygehusenes interesse.

I Danmark har vi privathospitaler og de lever og

dør med om de løser opgaven dygtigt eller ikke,

men i den samlede sundhedsøkonomi, fylder

privathospitalerne 1,6% i dagens Danmark, mens

de i Sverige, som ingen vel kan beskylde for at

være et land uden et velfærdsystem, optager

12% af det samlede budget.

Jeg ville også gerne, at Danmark lignede Sverige

på andre ting og tænk at jeg som barn i ’70erne,

hvor vi grinede af forbuds Sverige i dag sukker

efter at ligne dem mere, det siger ret meget om,

hvor langt vi er nået ud i Danmark!

Sverige har formået at sætte skatter ned i de

sidste år. For eksempel er arveafgiften væk i

Sverige i dag, men alle danskere – også vores

virksomheder skal betale 15% af kroner, der

allerede er beskattede flere gange i arveafgift.

Ja, under denne regering og med

Venstrestemmer fra Lars Løkke og  Co. har man

oveni købet gjort det endnu sværere at lade en

virksomhed generationsskifte, fordi man ud over

de 15 % i arveafgift også beskatter, hvad der

måtte være optjent som friværdi i virksomheden,

som aktiveret forbrug, som der dermed skal

svares selskabsskat af, således at et f. eks.

landbrug i dag risikerer en beskatning på 40 %

eller mere af alle friværdier ved

generationsskifte. Det kan de fleste

virksomheder slet ikke overleve, så hvordan er

det lige venstrefløjen regner med, at der skal

skaffes nye job.

Samtidig er vores virksomheder langt, langt

hårdere ramt på afgiftssiden end de lande vi

sammenligner os med. Det gælder f. eks

plastindustrien, men også glasfremstilling, som

er det Ardagh, det gamle Holmegård glasværk,

beskæftiger sig med.

Det er det eneste glasværk, vi har tilbage i

Danmark. Deres regning på elafgifter er hvert år

ca. 14 mio. højere end på et tilsvarende værk i

Sverige, som kun betaler 4. mio. om året i

afgifter. Den danske virksomhed betaler altså 18.

mio. årligt.

Når ejerne sidder i Irland og næste gang skal

skifte ovne ud, vælger de så at opretholde en

produktion og 450 arbejdspladser i Danmark, når

en øget produktion på deres værk i Sverige er

meget mere rentabel?

Vi er langt mere driftsikre end Polen, men også

her er Sverige et sikkert kort, så hvem er det

Helle Thorning og co. regner med, der fortsat

skal drive virksomhed i Danmark, når de gør det

så svært at være danskere, når de vil styre alt fra

om vi må spise chokolade eller bo i vores egne

huse i fred til at checke vores konti, hvis vi

bestiller en rejse til over 50.000 og gemme

sundhedsdata om os, der er ulovligt samlet ind

og delt fra starten af? Når Bjarne Corydon kan

sælge DONG aktier til Goldman Sachs uden at

oplyse sin eget præsidium i Folketinget om de

reelle muligheder og indholdet i aftalen?

Lad os lige huske hvad det var vi opnåede i 1849

og som vi som kvinder blev en del af i 1915,

frihed til at være menneske og have indflydelse

på eget liv. Frihed til at tale, tænke og agere

uden en enevældig konge kunne diktere os vores

liv og muligheder, frihed til at være mennesker

uden bånd på tilværelsen, men med en

sikkerhed om en ordensmagt, der værnede om

borgernes rettigheder. Frihed til at vælge et

folketing, som efter demokratiske regler kunne

sikre vores muligheder, ikke begrænse dem.

Det er det Grundloven står for, det er det

Danmark burde stå for i fremtiden, det er det

Konservative vil kæmpe for.

Glædelig Grundlovsdag.

This entry was posted in Indlæg. Bookmark the permalink.