Arkiv

Marie Louise Friderichsens indlæg om kvalitetsstandard for sindslidende

Prøv at tænke over, hvor meget af jeres sociale liv, I får dækket via jeres arbejde…her møder man arbejdskolleger eller de personer som ens job retter sig imod og nogle gange udvikler det sig videre til nærmere bekendtskaber, så man også begynder at gå til sport sammen, får øjnene op for frivillige foreninger eller  tager en tur i biografen.

Og så prøv at tænke, hvor ensomt det kan være at leve med en sindslidelse, der måske forhindre en i at kunne have et arbejde og dermed de sociale relationer, der følger med det og som måske i perioder gør en angst for at skulle tale med andre og prøv så at tænke på hvor ekstra svært det så bliver at komme ud af døren til sport alene, melde sig som frivillig alene eller gå i biografen alene.

Og hvorfor kommer jeg så med de her eksempler.

Det gør jeg fordi kvalitetstandarden på § 85 området for sindslidende netop dækker over en meget ændret tanke i tilgangen til service.

Som så meget andet, så var overvejelserne i starten drevet af et krav om besparelser på Social og Psykiatriudvalgets områder og her dukkede et forslag op fra medarbejder og visitation om at ændre ydelsen på § 85 for de borgere, der skønnes at kunne have gavn af det fra at være hjemmebesøg hos den enkelte, hvor man kunne indlære og tale om forskellige hverdagssituationer, som at handle, at vaske tøj, madlavning bankbesøg osv. til at det måske kunne være gavnligt at lokke borgerne ud fra boligen og til et netværkssted og så drøfte samme emner i en større flok.

For udvalget rejste der sig en række overvejelser ved den model: privatliv omkring økonomi, hvordan sikrede vi, at nogen så kiggede efter om der var overhovedet blev købt ind og vi ikke efterlod sårbare mennesker overladt til sig selv, kunne man sige nej til at møde op og hvad så.

Men vi kan også se en række positive effekter, man får netop et netværk, man opdager måske et menneske, som ikke bor særlig langt fra en og som man ikke kendte før, som man kan følges med til sport osv. Man bliver lokket ud af sit hus til at kendt formål og i en tryg ramme.

Udvalget besluttede at prøve at ændre kvalitetsstandarderne på de forskellige borgerområder, men at tage besparelsen ud af forslaget, så der var tid og ro til at gøre erfaringerne for medarbejderne uden at have et krav om at bruge færre penge hængende over hovedet, fordi vi tror på sigt, at den her ændrede tilgang er gavnlig også menneskeligt set for vores borgere.

Selvfølgelig tror vi også – og det vil jeg da ikke lægge skjul på – at der i den sidste ende også vil være en økonomisk gevinst, men det er ikke hovedmotivationsfaktoren for udvalget. Vi mener faktisk at alle skal have lov til at leve et fuldt liv og at både pårørende og ansatte, ja selv politikere, nogle gange kan have en tendens til at overbeskytte og pakke ind i et ønske om at være omsorgsfulde, men at man som udviklingshæmmet eller sindslidende allerhelst vil have lov til at leve at så almindeligt liv som overhovedet muligt og at det selvbestemmelsesønske skal vi støtte og udvikle.

Arbejdet med den nye kvalitetsstandard er allerede begyndt for personer med udviklingshæmninger og det viser sig, trods angst for det nye og ukendte,at bringe utrolig mange positive ting med sig. Der er lavet brunchklubber, der er knyttet venskaber og mange planer og drømme har fået liv sammen med andre.

Det har krævet en stor indsats fra de ansatte på området, det bliver brugt meget tid på at få alle til at føle sig godt tilpas og fortælle pårørende om ideerne, så de også føler sig trygge.

Nu prøver vi så samme øvelse på området for sindlidende og tror, at det kan få samme positive menneskelige indhold.

Hvis I læser sagsfremstillingen vil I undre jer over, at der står, at de skal i høring hos Det Centrale Bruger/ Pårørendebåd og at der ikke ligger en udtalelse fra dem, men der er tale om en generelhøringsformulering, som er smuttet ind i fremstillingen og Bruger/Pårørenderådet skal ikke udtale sig om borgere, der bor i eget hjem, men kun om borgere der bor på vores botilbud.

Handicaprådet har til gengæld  kigget på kvalitetstandarden og har godkendt den og på vegne af Social og Psykiatriudvalget og den konservative gruppe vil jeg bede byrådet gøre det samme.

Ildsjæle kaotiske mennesker og initiativtagerne bag Søllested Fitness og sqaush er i sandhed ildsjæle.

Ingen tvivl om at projektet helt er løber fra dem og at de har fået investeret hurtigere end de selv kunne følge med, men når det er sagt, så er der nogle væsentlige punkter, som jeg synes er vigtige at holde fast i:

For få år siden ingen garanti, i dag altid!

Andre kommuner giver garantier i stor stil, tidligere kommuner på Lolland gjorde også, så det er ikke usædvanligt.

Driften hænger sammen, de beder ikke om penge, de kan betale enhver sit.

De har selv mange penge i klemme og de og lokalsamfundet i Søllested vil gøre meget for at leve op til garantien.

Der er over 218 medlemmer i fitnesscenteret, det samler byen og man mødes der, vigtig for at holde gang i vores mindre bysamfund.

Der er for nuværende 36 medlemmer i Sqaushhallen, men det tal dækker også over firmamedlemskaber, hvor flere fra samme firma bruger hallen og spiller sammen. Og tallet stiger hele tiden.

 

I fitnesscenteret er en thoraxtræner, den eneste af sin slags på lollandfalster, hvor man kan træne overkroppen til langrend og jeg kender personligt en borger, der kører fra Nykøbing til Søllested alene for at bruge denne maskine, da deltager i langrendsløb på 90 kilometerdistancen .

Endelig er det vigtigt at sige, at der er tale om et nyt tilbud, en ny sportsgren, som vi ikke har andre steder.

Hvis vi vil noget med vores ildsjæle, så er vi nødt til også i fremtiden, at tænke i løsninger, der muliggør at de stærke kræfter vi har i mange borgere i Lolland Kommune kan understøttes og ikke efterlades i et tomrum. Det betyder ikke at vi blindt skal give garantier til højre og venstre, der skal være en drift, der hænger sammen og der skal være et gennemtænkt projekt, men det at noget er nyt og uvant skal ikke i sig selv føre til afvisning.

Må jeg til sidste  minde om at det var samme gruppe ildsjæle, som stod bag at starte det første parkourhold op, en sport som nu kan findes i samtlige gymnastikforeninger i hele kommunen og som trækker drenge, rigtig mange drenge, teenagedrenge!,væk fra deres computerspil og af sted til gymnastik.

Konservative kan godkende indstillingen.

Punkt 2: Næsten hvert år når vi står med revisionsberetningen, så er der et område som skiller sig ud med anmærkninger, nemlig arbejdsmarkedsområdet. Det er et vanskeligt område med mange regler og ikke mindst mange ændringer af både regler og omstændigheder hele tiden og det har gjort at vi år efter år har talt bemærkningerne ned. Heldigvis er tiden nu kommet til en gennemtænkning af området på flere planer: Er vi organiseret på den rigtige måde? Griber vi opgaverne rigtigt an? Forslag til ny struktur og undersøgelsen af området kører begge to lige nu sideløbende og derfor kan Konservative godkende denne beretningen, mens vi ser frem til og holder øje med, at der bliver taget hånd om , at de problemer og mangler, som revisionen her trækker frem,  bliver løst med de nye tiltag, der er på vej på arbejdsmarkedsområdet.

Punkt 4: Det bliver påpeget gang på gang, at noget af det der desværre trækker vores dejlige Lolland ned, er de mange tomme huse, som står og signalere forfald og forladthed og ødelægge ethvert initiativ fra naboer og andre ildsjæle, der kæmper for at vise Lolland fra alle de gode sider. Det billede gælder for mange private huse, men vi må også erkende, at det gælder for en del kommunalt ejede huse. Huse og bygninger, som vi ikke længere har brug for, men som vi stadig har udgifter til. Derfor er det soleklart, at vi fra konservativ side støtter op om at forøge puljen til nedrivning af kommunale bygninger med yderligere 4. Mio. Og glæder os til at se resultatet af indsatsen.

Punkt 5: Mærkeligt at denne samme sagsfremstilling kan få en til at føle lige dele” hold op hvor det godt” og Hold op hvor er det dumt”For lige så stor glæde vi føler over etableringen af et Campus Nakskov, som er så vigtigt, for at vi bevare Nakskov som uddannelses by og som er resultatet af en virkelig god proces mellem alle involverede parter og viser dyb forståelse for den indsats der skal til på tværs af de forskellige uddannelser for at forny sig og tilbyde gode, spændende linjefag til de studerende, lige så træls er det altså at få præsenteret en regning på 8,5 mio. for en flytning til en ganske udemærket og velfungerende bygning.  Økonomiudvalget har valgt at give fem og som en del af økonomiudvalget har jeg accepteret den pris, men det er med stor underen over, at vi åbenbart er så elendige til at vurdere bygningers tilstand, inden vi køber dem og at pengene sidder så løst på et område, når vi holder dem så tæt ind til kroppen på andre områder.